Forfatteren

Frans Grandjean sad som 18-årig på den skønne, kroatiske ø Hvar og diskuterede fremtidsudsigter med sin daværende kæreste. ”Jeg vil skrive noveller”, sagde han uden tøven.

Der skulle gå mere end tre årtier. Men så skete det også – tre novellesamlinger er på vej og bliver lanceret fra vinteren 2009-10 og et års tid frem.
I mellemtiden har han uddannet sig som cand.mag. i dansk litteratur og idræt – skrev speciale til magisterkonferens med titlen ”Hvad satan er det I nøler efter? Hug dog lænkerne over og slip menneskeheden fri” (om skandinaviske boheme-forfattere i 1880’erne).

Sideløbende har han haft jobs som (i alfabetisk rækkefølge) bademester, champignonplukker, chauffør, eksprespostbud, fabriksarbejder, jord- og betonarbejder, dansklærer, ekspedient, idrætslærer, kassetømmer, kystlivredder, lagerarbejder, murerarbejdsmand, truckfører og forskelligt andet, som han ikke husker længere.

Efter et overraskende vellykket og -betalt pædagogikum var det småt med jobs i gymnasiet, hvorfor Frans Grandjean blev journalist og kommunikationsrådgiver. I starten som freelance for bl.a. Levende Billeder (filmanmeldelser og features) og Idrættens Forskningsråd (forskningsformidling). Senere som lønslave på ElektronikCentralen (nu DELTA – som kursus- og kommunikationschef) og for Teknologisk Institut (kommunikationsdirektør).

I 1995 etablerede Frans Grandjean selvstændig virksomhed, Grandjean Kommunikation, der hurtigt voksede og seks år efter havde 12 medarbejdere. I 2006 fusionerede firmaet med Informationsgruppen og blev til Plus Public Relations AS, der gik sammen med Communique i 2008 og blev til Communinique+, et af landets største og mest velanskrevne PR-virksomheder. Frans Grandjean ejer fortsat 25 % af aktierne i Communique+ og er stadig en del af ledelsen her.

Fra sensommeren 2009 og et år frem opholder Frans Grandjean i Oregon på den amerikanske vestkyst – blandt andet for at få ro til at skrive.

Hvorfor skulle den stakkels mand så meget igennem, før han realiserede ambitionen på den kroatiske strand?

Det korte svar er ’penge’ – ønsket om at give sine to børn en mere finansielt tryg opvækst, end han selv var udsat for.

Det marginalt længere svar er, at det viste sig spændende at være kommunikationsrådgiver og som ekspert skrive bøger om dette vigtige emne.
Det efterrationaliserende svar er, at de mange år på alle niveauer i erhvervslivet har givet en vigtig erfaringsplatform, som det hedder, for at skrive troværdig fiktion.

For som tingene er landet, så handler Frans Grandjeans fiktion primært om den kynisme, egoisme og griskhed, som de fleste oplever i deres arbejdsliv:
”De interessante brudflader i vores liv er, når vi siger et og gør noget andet. Ikke mindst når folk står og smiler eller lægger ansigtet i seriøse folder, men især tænker på, hvordan de kan tage røven på deres virksomhed, chef, kollega eller medarbejder,” siger Frans Grandjean og citerer en af sine figurer for at sige:
”Der er lige så langt fra virksomhedernes skåltaler til hverdagens lumpne magtkampe – som der er fra den romantiske bryllupstale til familiernes fortrængte følelsesliv.”

Temaet i Frans Grandjeans litterære debut er en stigende accept af, at man på alle niveauer i organisationen tager rigelige hensyn til egne interesser i det daglige arbejde. Altså ikke primært til organisationens eller medarbejderne bedste, men til den enkeltes egen konto og karriere. Bogen åbner dørene til de baglokaler, hvor nidkærhed næres, og rævekager bages.

Frans Grandjean har oprettet hjemmesiden www.kynisme.dk, hvor ofre for denne erhvervskynisme kan komme af med deres erfaringer – og give andre gode råd om, hvordan man tackler den slags frustrationer.